Der er de dage

Dage hvor kroppen ikke vil finde ro, uanset hvad du gør.
Hvor det føles som om yogaen ikke rigtig "virker".
Hvor du misforstår halvdelene af øvelserne og mister tråden igen og igen.
Hvor tankerne larmer mere end rummet gør.
Og hvor du måske endda ligger i afspænding og tænker: "snorker jeg for højt lige nu?"

Og så er det let at tro, at det var en dårlig yogatime.

Men det var det ikke.

For yoga handler ikke om, hvor roligt det ser ud udefra.
Og det handler heller ikke om, hvor meget du fik til at "fungere".

Nogle gange er yoga bare det at møde op.
At rulle måtten ud.
At lægge sig ned.
At blive i det, der er, uden at flygte fra det.

Og det i sig selv er nok.

Faktisk er det ret stort.

For du valgte dig selv til.
Også på en dag hvor det hele føltes lidt rodet.
Også når kroppen ikke samarbejdede.
Også når du ikke følte, du fik noget "ud af det".

Der er noget meget ærligt i de dage.
Noget meget menneskeligt.

Og måske er det netop dér yogaen bor allermest.